mandag den 16. marts 2015

Sådan indretter du i zoner


Sidste efterår var Ann og jeg til trendevent i IKEA, hvor der blev sat fokus på indretning. Det gik kort sagt ud på at vi skal blive bedre til at indrette i zoner, alt efter hvad vi bruger de forskellige zoner i vores hjem til, frem for at indrette på den lidt mere traditionelle metode, udelukkende efter rum. Jeg har tænkt rigtig meget over det med at indrette i zoner siden, og da jeg kom hjem gik det op for mig at det var den indretningsstil jeg allerede kørte. Der var dog plads til lidt forbedringer hist og her.


Jeg bor i lejlighed, og det har jeg ikke så meget imod, men det er ikke min drømmebolig. Langt fra. Til gengæld har lejligheden en rigtig stor, lys stue, hvilket vejer lidt op for andre mangler. Jeg elsker vores stue, men faktisk kan det være rigtig svært at indrette et stort rum, især hvis man indretter traditionelt og ikke tænker i zoner. Min stue er langt fra traditionel. En almindelig stue har, tænker jeg, maks 3 funktioner - sofahjørne, spiseområde og opbevaring. Min stue har intet mindre end 6 funktioner - sofahjørne, spiseområde, opbevaring, musikhjørne, mit kontor og hundehjørne. Det lyder måske af meget? Det er det også. Det lyder måske også meget klemt? Det er det langt fra. I det her indlæg vil jeg forsøge at forklare de forskellige zoner i stuen og hvordan vi får det til at fungere optimalt for os, forhåbentlig til inspiration for jer. Vi starter i den ene ende af stuen, hvor vi finder mit kontor, lidt opbevaring, mit musikhjørne og vores spiseområde.


Vi er heldige at vores soveværelse også er relativt stort, hvilket gør at min mands kontor befinder sig i soveværelset - komplet med stationær computer, printer/scanner og alle vores mapper og papirer. Jeg manglede dog et sted til mine studiebøger og blog-halløj, så derfor lavede vi et lille kontor til mig i hjørnet af stuen. Det består ikke af andet end et par hylder, en bordplade og et lille kontorelement med skuffer. Ved siden af mit kontor har vi vitrineskabe til opbevaring. 



Efter at have været til indretningseventet i IKEA begyndte jeg at gennemgå lejligheden, for at se om hver plads blev udnyttet optimalt. En af de ting der undrede mig var, at alle mine krea ting befandt sig i et skab i soveværelset i forbindelse med min mands kontor. Det gav absolut ingen mening, eftersom at der ikke var bordplads til at jeg kunne bruge mine krea ting derinde. Det resulterede i, at jeg flyttede alle mine kreating ind på et par hylder i vitrineskabet, ved siden af mit kontor, så de var lette for mig at komme til der hvor jeg alligevel var. Det er sådanne små overvejelser der pludselig gør hverdagen lidt lettere, i stedet for at skulle gå igennem hele lejligheden hver gang jeg skal hente noget eller lægge noget på plads. 



Til venstre for kontoret og skabene er mit musikhjørne. Det er rimelig straight forward, men et lille trick der alligevel er værd at nævne, er at få så meget så muligt hængt op. Før havde jeg min guitar til at stå på et stativ på jorden, men det at få den op at hænge på væggen giver meget mere luft og lys, fordi man ser mere gulv. Jo flere ting du har stående på gulvet, jo tungere virker rummet. 




Derudover er der spisepladsen, som befinder sig midt ude på gulvet. Før jeg lavede et musikhjørne havde vi spisebordet til at stå op af væggen, hvilket gav utrolig meget spildplads. Vi er opdraget med at stille alle møbler op af væggen, rundt i lokalet, men hvis du har et stort rum, så giver det rigtig meget spildplads du ikke kan bruge til noget. Et spisebord, eller en sofa, kan sagtens stå frit - så længe der er plads til at gå hele vejen rundt om. 



Ved siden af spiseområdet, mellem vores to store vinduer, har vi en lille opbevaringsplads med en tallerkenrække og en skænk. Det giver god plads til lidt nips, men også til duge, stearinlys og hvad man ellers bruger jævnligt i stuen. 


Mellem skænken og vores sofahjørne, har vi en lille hundeplads. Slottet, som det hedder, byggede min mand til vores hund, og derfra har han (hunden) fundet ud af at det passer perfekt som trappe op til vindueskarmen. Så det lille stykke vindueskarm ovenover slottet er hundens solplads. (Og ja, det er en hund, ikke en kat. Han opfører sig bare lidt som en kat.)


Den anden ende af stuen består egentlig kun af sofahjørne med tv-bord og et par hylder som opbevaring. 


I vores stue bruger vi klart mest tid i sofahjørnet, og derfor er det også den største zone i stuen. Sofahjørnet befinder sig lige indenfor døren, så det er let at komme til, og hvis der skal ryddes hurtigt op, prioriterer vi altid at rydde sofahjørnet op først, så vi kan sidde der. Det er der hvor vi ser tv, netflix, læser bøger, bruger computer og ipad, hører musik, snakker og fjoller. Det er min yndlingszone i stuen. 




Vores sofahjørne fylder næsten halvdelen af stuen, hvilket betyder at der ikke er så meget plads til de andre zoner. Men fordi vi bruger det meste af vores tid i eller omkring sofaen, så giver det mening. Hvis man derimod brugte mest tid omkring spisebordet, ville det give mening at give det lidt mere plads. Det eneste det handler om er, at gøre sig det bevidst hvor man bruger mest tid og om man opbevarer sine ting der hvor man også bruger dem. Ligeså snart du tager stilling til disse to spørgsmål, så er det meget nemmere at indrette sig så det hele giver mening. 




Hvad med dig - indretter du i zoner? Eller indretter du mere traditionelt og som man altid har gjort? For os der bor i lejlighed, og måske ikke har alle de rum vi gerne ville have, synes jeg bestemt det giver mere mening at indrette i zoner. Bruger du egentlig mest stuen til yoga? Hvorfor så have kæmpe sofa og lænestole? Måske du kan nøjes med to lænestole og så lave yoga-studie for resten. Tænk ud af boksen og tænk på dine egne behov, frem for traditionerne med kæmpe sofa og spisebord.  Start ugen med at gøre op med normerne og vær en lille indretningsrebel. You know you want to. 

// Lea


2 kommentarer:

  1. Interessant interiør. Det er disse små tilbehør, såsom bøger, grafiske plakater eller tekstiler, der skaber stemningen i hele interiøret.

    SvarSlet
  2. Pænt dekoreret interiør. Her er brugt dæmpede farver, så rummene virker rolige. Jeg ville elske at sidde på denne sofa, dække mig til med et uldtæppe og se min yndlingsserie :)

    SvarSlet

Søg i denne blog

Om Bloggen

I tænker måske, hvad står MTOTFLS for? Det er egentlig ret simpelt. M står for mandag, T for tirsdag, O for onsdag osv.

Bloggen er en livstilsblog med en blanding af DIY, opskrifter, fotografering og andre ting vi får vores hverdag til at gå med.

Etiketter

Opskrift (103) inspiration (53) DIY (52) bagværk (37) Jul (26) Dessert (25) Kage (22) aftensmad (22) sommer (18) Efterår (17) Efterårsmad (17) Snack (17) Advent (16) Morgenmad (16) indretning (13) chokolade (11) Hækle (10) Foto (9) Garn (9) julepynt (9) forår (8) guide (8) sommermad (8) æbler (8) Gaver (7) Papir (7) naturensspisekammer (7) brunch (6) forret (5) Brombær (4) Hasselnødder (4) Rejse (4) frokost (4) varme drikke (4)

Følg os på Bloglovin'


Følg os på Instagram

Pin it!

Om os

Om os
Lea & Ann
Leveret af Blogger.