mandag den 24. august 2015

Alternativer til sodavand


Okay, indlægget i dag bliver lidt langt. Hvis du ingen interesse har i min personlige historie om sodavand, så scroll ned mod bunden og find alternativerne til sodavand der. I won't blame you. 

Jeg har, så længe jeg kan huske, elsket sodavand. Weekender, biografture, fødselsdage - sodavand hørte sig til. Især da jeg boede i Nigeria med min familie, havde jeg et godt forhold til fanta lemon. Det var inden man kunne få fanta lemon i Danmark, og i fire år drak jeg næsten udelukkende fanta lemon, mens min familie holdt sig til coca cola. Da vi kom tilbage til Danmark gik jeg tilbage til coca cola. For man kan jo aldrig gå galt i byen med coca cola, vel? Men jeg savnede min fanta lemon lidt. Faktisk, da jeg første gang fandt en fanta lemon i Danmark
(SuperBest i Aalborg Øst, jeg husker det tydeligt!) blev jeg muligvis så ellevild, at jeg ringede til min mor for at fortælle hende det. Jeg husker dog mindst lige så tydeligt hvor hammer skuffet jeg blev, da jeg tog den første slurk. Først troede jeg, at det var fordi jeg huskede den som bedre end den var, indtil det gik op for mig, at det var fordi Danmark ikke tillader lige så mange tilsætningsstoffer som Nigeria. Tilsætningsstoffer smager åbenbart bedre! Dette har været tilbage i 2010, hvis jeg husker rigtigt, og lige siden har jeg elsket et glas koldt coca cola, eller en fanta lemon i ny og næ. Mirinda lemon er også udmærket, og den kunne man faktisk få i Danmark før man kunne få fanta lemon. Bare spørg, jeg har styr på min lemon sodavand! 

Anyways, for et par år siden besluttede jeg mig for ikke at drikke sodavand i 40 dage. Det var på et tidspunkt, hvor en kold cola havde sneget sig ind i hverdagen, og derudover hørte alle weekender til. Efter de 40 dage, som havde været en smule hårde, fik jeg den idé at det kunne være sjovt at se om jeg kunne undvære sodavand i et år. Så det gjorde jeg. Da året var omme tog jeg på McD med min lillebror og købte en cola. Og den smagte himmelsk! Det er 5 måneder siden, og jeg har nydt at kunne drikke en sodavand en gang imellem siden. Lige indtil for et par uger siden, hvor jeg læste denne artikel med tilhørende infograf. Det var infografen (billedet) der slog mig, især sætningen, "You don't immediately vomit from the overwhelming sweetness because phosphoric acid cuts the flavor, allowing you to keep it down." WHAT. Så den eneste grund til, at jeg ikke kaster op over al det sukker der er i sodavand, er fordi de har tilsat syre til smagen?! Da jeg læste den sætning blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke behøvede at drikke sodavand igen. 

Jeg er på ingen måde hys, og fylder jævnligt min krop med både sukker, koffein og tilsætningsstoffer, men jeg er bare kommet dertil hvor sodavand ikke er en del af det længere. Det har både betydet at jeg er blevet sundere generelt, men også at jeg er blevet periodevist usundere. I hverdagen og i weekenden drikker jeg mere vand, hvilket er rigtig godt for min krop. Til gengæld kan jeg se, at jeg lettere drikker mere alkohol og/eller kaffe når vi er til sociale sammenkomster, fordi jeg bliver træt af kun at drikke vand, når andre sidder med sodavand. Det eneste sodavand jeg stadig drikker er danskvand, hvilket er rart når der skal laves drinks - så kan jeg da være lidt med. Hvis jeg er heldig er der nogle gange cider, hvilket jeg så drikker (som også er fyldt med sukker, I know). Derudover sørger jeg for, at jeg har et par alternativer i køleskabet derhjemme, til når der skal hygges lidt. 


Hyldeblomstdrik er en sikker vinder, og hvis man ikke har lavet en portion selv kan man købe hyldeblomstsaft og blande det op med danskvand. Lækkert!


Limonade, med eller uden mynte, er altid lækkert, og da man kan købe citroner hele året rundt er det ikke kun en sommerdrik. Igen, bland det op med danskvand for lidt ekstra fizz.


Kan I huske den her? Iste var mit allerførste indlæg her på bloggen, og det smager stadig godt! 

Jeg forstår godt at folk stadig drikker sodavand, for det smager jo brand godt, og jeg køber gladeligt en sodavand til andre, men jeg har bare ikke lyst til at drikke den selv. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde ud ikke at drikke sodavand, hvis jeg ikke havde nogle andre velsmagende alternativer. 

Hvad drikker du, når du skal hygge dig?

// Lea

0 kommentarer:

Søg i denne blog

Om Bloggen

I tænker måske, hvad står MTOTFLS for? Det er egentlig ret simpelt. M står for mandag, T for tirsdag, O for onsdag osv.

Bloggen er en livstilsblog med en blanding af DIY, opskrifter, fotografering og andre ting vi får vores hverdag til at gå med.

Etiketter

Opskrift (103) inspiration (53) DIY (52) bagværk (37) Jul (26) Dessert (25) Kage (22) aftensmad (22) sommer (18) Efterår (17) Efterårsmad (17) Snack (17) Advent (16) Morgenmad (16) indretning (13) chokolade (11) Hækle (10) Foto (9) Garn (9) julepynt (9) forår (8) guide (8) sommermad (8) æbler (8) Gaver (7) Papir (7) naturensspisekammer (7) brunch (6) forret (5) Brombær (4) Hasselnødder (4) Rejse (4) frokost (4) varme drikke (4)

Følg os på Bloglovin'


Følg os på Instagram

Pin it!

Om os

Om os
Lea & Ann
Leveret af Blogger.