onsdag den 27. januar 2016

Opskrift: Bagt havregrød


Jeg har før snakket om morgenmad her på bloggen, og det er stadig det samme - jeg elsker morgenmad, men jeg er ikke særlig god til at tage mig tid til at lave en lækker portion et-eller-andet. Tit ender det bare med en ostemad.


Indtil vi kunne finde en ny lejlighed boede vi hjemme hos mine forældre, og en af fordelene var helt sikkert når min mor havde lavet en ekstra stor portion havregrød så jeg ikke selv skulle lave morgenmad. Jeg ved godt at havregrød er noget af det aller letteste og hurtigste at tilberede om morgenen, men jeg får det simpelthen IKKE gjort når jeg kun er mig selv. Nogle gange bliver jeg også hurtigt træt af den bløde grød-konsistens, så i weekenden tog jeg mig endelig sammen til at lave bagt havregrød. Det virker måske lidt åndssvagt - det tager jo meget længere tid end at lave almindelig havregrød - men til gengæld kan jeg lave morgenmad til hele ugen på én gang, hvilket altså er et kæmpe plus i min bog. Opskriften har jeg fundet lige her, men nedenunder har jeg omregnet den til dl i stedet for amerikanske cup-mål.

Til 8 portioner skal du bruge:

  • 2 store æg
  • 1 dl (godt pakket) brun farin
  • 1 1/2 tsk bagepulver
  • 1 tsk kanel
  • 1 1/2 tsk vaniljeekstrakt
  • 1 knivspids salt
  • 3 dl mælk
  • 1/2 smeltet smør
  • 7 dl havregryn (jeg bruge finvalsede, men jeg er sikker på at grovvalsede fungerer lige så godt)
Start med at piske æggene sammen. Tilsæt sukker, bagepulver, kanel, vanilje og salt, og pisk det sammen. Rør mælk og smør i, inden du tilsidst rører havregrynene i. 

Kom massen i et fad og bag det ved 180 grader (165 grader varmluft) i 30-40 minutter, indtil den er fast og gylden på toppen. 

Du kan evt. blande alle ingredienserne sammen aftenen før, stille den i køleskabet og bage den om morgenen. Skær i 8 portioner og servér med frisk frugt og lidt honning på toppen. Hvis du ikke har noget imod at bunden bliver lidt grød-agtig igen kan du også servere den med lidt mælk i bunden af en tallerken. 





Opbevar den i køleskabet i op til 5-6 dage uden problemer. Den er rigtig lækker serveret lun, men du kan også sagtens spise den kold. Så er morgenmaden klaret resten af ugen!

// Lea


0 kommentarer:

Søg i denne blog

Om Bloggen

I tænker måske, hvad står MTOTFLS for? Det er egentlig ret simpelt. M står for mandag, T for tirsdag, O for onsdag osv.

Bloggen er en livstilsblog med en blanding af DIY, opskrifter, fotografering og andre ting vi får vores hverdag til at gå med.

Etiketter

Opskrift (103) inspiration (53) DIY (52) bagværk (37) Jul (26) Dessert (25) Kage (22) aftensmad (22) sommer (18) Efterår (17) Efterårsmad (17) Snack (17) Advent (16) Morgenmad (16) indretning (13) chokolade (11) Hækle (10) Foto (9) Garn (9) julepynt (9) forår (8) guide (8) sommermad (8) æbler (8) Gaver (7) Papir (7) naturensspisekammer (7) brunch (6) forret (5) Brombær (4) Hasselnødder (4) Rejse (4) frokost (4) varme drikke (4)

Følg os på Bloglovin'


Følg os på Instagram

Pin it!

Om os

Om os
Lea & Ann
Leveret af Blogger.