mandag den 7. september 2015

DIY: Hæklet butterfly


Min mand har længe fablet om, at han gerne ville have en butterfly, men alligevel har han aldrig fået købt en. Da vi her i weekenden skulle til stor fødselsdagsfest, brugte jeg derfor en eftermiddag på at hækle en til ham. Faktisk syntes han den var så fin, at han havde den på til festen, og fik ros fra flere forskellige.


Jeg havde ingen opskrift, men prøvede mig frem. Jeg har forsøgt at skrive ned hvad jeg gjorde, og så håber jeg at du forstår det. Du skal bruge en hæklenål, garn og lidt 1 cm bred elastik (til rundt om halsen).

Egentlig havde jeg tænkt mig at hækle den i almindeligt bomuldsgarn, men endte med at vælge et nøgle bambusgarn, fordi det havde en flottere og dybere sort farve.

Start med at hækle 10 luftmasker + 1 luftmaske til at vende. Hækl en enkelt stangmaske i de 10 luftmasker + 1 luftmaske til at vende, og gentag indtil du har hæklet en rektangel der er ca. 25 cm lang (det tog mig 50 rækker af enkelt stangmasker). Hækl de to ender af rektanglet sammen, så du ender med en slags lille 'pandebånd'. Afslut. Fold de to sider sammen, rynk midten og brug en stoppenål til at sy rynken fast.

Hækl det lille 'bånd' på samme måde, ved at hækle 4 luftmasker + 1 til at vende. Hækl en enkelt stangmaske i de 4 luftmasker + 1 luftmaske til at vende, og gentag indtil du har en rektangel der er ca. 6 cm (jeg hæklede 12 rækker). Test evt. at den kan nå hele vejen rundt om rynken. Afslut og sy den sammen rundt om rynken, eller hækl den sammen rundt om rynken og afslut. Det er lettest at afslutte og så sy 'båndet' fast om rynken, i stedet for at prøve at hækle den sammen på bagsiden og så afslutte. Gør det, der fungerer for dig.

Mål nakken på den heldige person der skal gå med din butterfly og klip et elastik i den længde - læg 1 cm til, til overlapning. Indfør elastikken igennem båndet på bagsiden af din butterfly, læg de to ender over hinanden og sy dem sammen. Voilá! Så er det bare at finde en fest.








// Lea


0 kommentarer:

Søg i denne blog

Om Bloggen

I tænker måske, hvad står MTOTFLS for? Det er egentlig ret simpelt. M står for mandag, T for tirsdag, O for onsdag osv.

Bloggen er en livstilsblog med en blanding af DIY, opskrifter, fotografering og andre ting vi får vores hverdag til at gå med.

Etiketter

Opskrift (103) inspiration (53) DIY (52) bagværk (37) Jul (26) Dessert (25) Kage (22) aftensmad (22) sommer (18) Efterår (17) Efterårsmad (17) Snack (17) Advent (16) Morgenmad (16) indretning (13) chokolade (11) Hækle (10) Foto (9) Garn (9) julepynt (9) forår (8) guide (8) sommermad (8) æbler (8) Gaver (7) Papir (7) naturensspisekammer (7) brunch (6) forret (5) Brombær (4) Hasselnødder (4) Rejse (4) frokost (4) varme drikke (4)

Følg os på Bloglovin'


Følg os på Instagram

Pin it!

Om os

Om os
Lea & Ann
Leveret af Blogger.