fredag den 20. marts 2015

Opskrift: Minions cupcakes


Da min mand havde fødselsdag i starten af marts, vidste jeg lige præcis hvad han skulle have i overflod til sin fødselsdag: minions! Han er helt vild med Grusomme Mig filmene, og især de søde små minions der er med. Hvis du skulle få lyst til selv at lave minions cupcakes (måske her i weekenden?), så vil jeg dele opskriften her. Spoiler alert: de smagte virkelig godt! 


For at det hele skulle hænge sammen til fødselsdagen lavede jeg en slags gult tema. Udover de gule minions cupcakes, blev der serveret gulerodsboller med smør og ost. 



Til pynt havde jeg tegnet lidt på nogle gule balloner, og en enkelt lilla, og hængt dem op på vores skabe med lidt malertape på bagsiden. Det tog kun 10 minutter og gav en super god effekt. Derudover var der gule påskeliljer (der desværre ikke var sprunget helt ud) og gule servietter. 





Nu til hovedattraktionen: kagerne! 

Chokoladecupcakes:                                          ca. 30 stk
  • 300 g hvedemel
  • 75 g kakao
  • 450 g sukker
  • 4,5 tsk bagepulver
  • 150 g blødt smør
  • 375 ml mælk
  • 3 store æg
  • 200 g hakket chokolade (fx 100 g mælkechokolade og 100 g hvid chokolade)
Bland mel, kakao, sukker og bagepulver i en skål. Smuldr smørret i blandingen og rør det sammen. Det kommer til at ligne revet ost. Rør halvdelen af mælken i blandingen og rør indtil dejen er fri for klumper. Pisk resten af mælken sammen med æggene og rør det i dejen. Rør indtil dejen er glat og ensartet. Rør den hakkede chokolade i. Fordel i muffinsforme og bag i ovnen ved 170 grader varmluft i 20-25 minutter.

Gul icing:                             (nok til ca. 23 minions)
  • 250 g flormelis
  • 75 g smør
  • 1 tsk vaniljeessens
  • gul frugtfarve
  • evt. 2 spsk mælk
Pisk flormelis, smør og vaniljeessens sammen med en håndmixer. Start på en lav hastighed. Tilsæt frugtfarve lidt ad gangen, indtil du rammer den gule farve du gerne vil have. Tilsæt evt. mælken lidt ad gangen, men husk at icingen gerne må være lidt 'sej' i det, og ikke skal være for tynd. Pisk i mindst 3 minutter, indtil det er let og luftigt. Stil på køl indtil du skal pynte kagerne.

Pynt:
  • gul icing
  • marshmallows skåret over på midten
  • smeltet mørk chokolade
Smør gul icing på toppen af dine afkølede chokolade cupcakes. Det er lettest at gøre, hvis du bruger en kniv der bliver dyppet i varmt vand efter hver gang. Tag den smeltede chokolade og tegn brillestel og mund på kagerne. Tegn pupiller på dine 'oversavede' marshmallows. Lad pupillerne tørre let. Sæt dine marshmallows (øjne) på kagerne. Ta da! 








De kan sagtens holde sig i køleskabet i en dag eller to, hvis I ikke får spist dem alle sammen med det samme. God fornøjelse!

// Lea


0 kommentarer:

Søg i denne blog

Om Bloggen

I tænker måske, hvad står MTOTFLS for? Det er egentlig ret simpelt. M står for mandag, T for tirsdag, O for onsdag osv.

Bloggen er en livstilsblog med en blanding af DIY, opskrifter, fotografering og andre ting vi får vores hverdag til at gå med.

Etiketter

Opskrift (103) inspiration (53) DIY (52) bagværk (37) Jul (26) Dessert (25) Kage (22) aftensmad (22) sommer (18) Efterår (17) Efterårsmad (17) Snack (17) Advent (16) Morgenmad (16) indretning (13) chokolade (11) Hækle (10) Foto (9) Garn (9) julepynt (9) forår (8) guide (8) sommermad (8) æbler (8) Gaver (7) Papir (7) naturensspisekammer (7) brunch (6) forret (5) Brombær (4) Hasselnødder (4) Rejse (4) frokost (4) varme drikke (4)

Følg os på Bloglovin'


Følg os på Instagram

Pin it!

Om os

Om os
Lea & Ann
Leveret af Blogger.