mandag den 5. januar 2015

Bliv klar til det nye år

Kalender fra A Beautiful Mess (desværre udsolgt)

Langt de fleste jeg kender, er ikke interesserede i at lave nytårsforsæt. Jeg forstår dem godt. Nytårsforsæt er blevet en lidt udvandet tradition, men personligt holder jeg ret meget af den. Jeg tror det hænger sammen med min fødselsdag.

Ikke nok med, at jeg, som alle jer andre, går ind i et nyt år nytårsaften, så har jeg også fødselsdag d. 31. december, hvilket betyder at jeg også går ind i et nyt år i mit liv. Så faktisk laver jeg ikke nytårsforsæt for det nye år, 2015, men for mit nye år - mit 26. år. Måske er det derfor nytårsforsæt lader til at virke for mig. 

Internettet bugner af forskellige challenges, kure og programmer, så du kan gøre 2015 til det bedste år nogensinde! Det meste har at gøre med mad eller fitness, men der er også et par andre challenges. Jeg er rimelig god til at spise sundt (selvom jeg aldrig kommer til at kunne undvære kage!) og fitness er ikke en prioritet lige nu (selvom den måske burde være det). Min hemmelighed for at lave nytårsforsæt er, at kun vælge 2 realistiske mål. Derudover undgår jeg også at gøre dem alt for specifikke, så der er plads til lidt 'wiggle room'. Jeg fungerer ikke super godt hvis der er alt for stramme rammer, så derfor giver lidt fleksibilitet mig meget større mulighed for rent faktisk at fuldføre og komme i mål.

De 2 ting jeg vælger at fokusere på, er altid en enkelt ting jeg gerne vil starte på eller fokusere mere på, og så en ting jeg ikke vil gøre så meget af. Sidste år var mit nytårsforsæt at lære at spille ukulele og at se mindre tv. Jeg lånte en ukulele i sommers og spillede lidt på den, og fik min egen i fødselsdagsgave i sidste måned. Jeg er derfor stolt af at kunne sige, at jeg nu kan spille hele 5 sange! Success! Selvfølgelig har jeg stadig rigtig meget at lære, men i det mindste er jeg kommet i gang, og det er det vigtigste. Mit andet nytårsforsæt, at se mindre tv, gjorde jeg rent praktisk ved ikke at have fjernsynet kørende i baggrunden når jeg befandt mig i lejligheden hele dagen. I stedet tændte jeg for radioen eller satte lidt musik på. Det gjorde mig meget mere produktiv, fordi jeg ikke kom til at sidde og se ligegyldige tv-programmer hele formiddagen, men i stedet kom hurtigere i gang med det jeg skulle.

I år har jeg ligeledes valgt 2 ting at fokusere på - en ting jeg vil gøre mere af og en ting jeg vil gøre mindre af. Derfor går mit nytårsforsæt for 2015 ud på at læse flere bøger og bruge mindre tid foran tv'et om aftenen. Selvom jeg helt sikkert ser mindre tv nu end jeg gjorde for et år siden, så kommer jeg stadig nemt til at sumpe hen på sofaen om aftenen, i stedet for at bruge de timer på noget andet - fx at læse en bog! Jeg savner at læse bøger jeg selv vælger, og ikke kun mine bøger fra studiet. 


Hvis du også skulle have lyst til at læse flere bøger i det nye år, kan du hoppe med på den her "2015 Reading Challenge" jeg har fundet. Det at jeg kan krydse bøger af efterhånden, håber jeg motiverer mig til at få læst en masse bøger! 


Hvad med dig? Bruger du nytårsforsæt eller sætter du mål for året på en anden måde? Måske du gør ligesom mig, og sætter dig nye mål på din fødselsdag, for det næste år af dit liv? Jeg er hvertfald blevet rigtig glad for den her lille tradition jeg har lavet - at den så falder sammen med resten af verdens nytårsforsæt gør mig absolut ingenting.

// Lea 

PS. Hvis dit nytårsforsæt er, at blive bedre til at spise morgenmad (eller du bare har lyst til at blive lidt inspireret) giver Ditte Ingemann netop nu hendes e-bog "Morgenmadsmissionen" væk GRATIS, men kun indtil tirsdag. Kig forbi hendes blog, The Food Club, og få fat i et eksemplar. Jeg har hentet den, og det ser rigtig lækkert ud. Jeg skal helt sikkert have afprøvet nogle af hendes morgenmadsopskrifter! 

0 kommentarer:

Søg i denne blog

Om Bloggen

I tænker måske, hvad står MTOTFLS for? Det er egentlig ret simpelt. M står for mandag, T for tirsdag, O for onsdag osv.

Bloggen er en livstilsblog med en blanding af DIY, opskrifter, fotografering og andre ting vi får vores hverdag til at gå med.

Etiketter

Opskrift (103) inspiration (53) DIY (52) bagværk (37) Jul (26) Dessert (25) Kage (22) aftensmad (22) sommer (18) Efterår (17) Efterårsmad (17) Snack (17) Advent (16) Morgenmad (16) indretning (13) chokolade (11) Hækle (10) Foto (9) Garn (9) julepynt (9) forår (8) guide (8) sommermad (8) æbler (8) Gaver (7) Papir (7) naturensspisekammer (7) brunch (6) forret (5) Brombær (4) Hasselnødder (4) Rejse (4) frokost (4) varme drikke (4)

Følg os på Bloglovin'


Følg os på Instagram

Pin it!

Om os

Om os
Lea & Ann
Leveret af Blogger.