fredag den 28. november 2014

DIY: Juletræ



For mig er det ikke rigtig jul uden et juletræ! I de sidste par år har vi haft juletræ hvert år, også selvom vi tager hjem til familien og fejrer jul. Det er dog ikke super praktisk altid - det kan være svært at få plads til et juletræ (aka det kan være svært at finde et juletræ der ikke er for stort når man bor i lejlighed), og jeg glemmer altid at vande det, så lige pludselig er der nåle ud over det hele. I år fandt jeg derfor på, at vi skulle bygge et lille juletræ selv, som vi kan bruge i mange år, som ikke fylder en masse og som ikke fælder. Hvis du også gerne vil bygge et juletræ selv, kan du følge med her.


Du skal bruge:
  • 1 rundstok 033x1200 mm
  • 8 rundstokke 08x1200 mm
  • en plade til fod (vi brugte en hylde vi skar til i størrelsen 200x200 mm)
  • en boremaskine
  • 8 mm bor
  • 34 mm bor 
  • 1 skrue
  • målebånd
  • sav
  • evt. trælim

Vi købte rundstokke og hylde i Silvan. 33mm rundstokken kostede 80,34 kr, 8mm rundstokkene kostede 10,74 kr stykket og hylden kostede 29,95 kr. Kan I huske hvordan jeg havde sorte bukser på da jeg skulle slibe træstubben? Endnu et tip - lad være med at tage nylonstrømper på i Silvan, for på et tidspunkt vil du helt sikkert komme til at ramme dem med rundstokkenes ender og rive hul.  



1. Start med at markere midten på pladen (hylden) og brug så 34 mm boret, indtil spidsen kommer ud på den anden side, men stop inden hele boret har boret hele vejen igennem. 






2. Tag din 33mm rundstok og bor et hul i enden. Sæt rundstokken med hullet ned ad, ned i det 34mm store hul du har boret i pladen. Skru en skrue op igennem pladen og op i rundstokken. Nu har du fod på stammen af dit juletræ. 



3. Mål 22 cm op ad stammen fra foden af dit juletræ. Her skal din første "gren" være. Mål derefter i 6 cm intervaller indtil du har målt af til 14 "grene". 


4. Tag dine 8mm rundstokke og sav dem i følgende størrelser: 2 x 78 cm, 3 x 68 cm, 3 x 58 cm, 2 x 48 cm, 2 x 38 cm og 2 x 28 cm. Sørg for at bruge stumperne til de kortere grene, på den måde behøver du kun 8 rundstokke til de 14 "grene". Vi havde købt 10 rundstokke for at være på den sikre side, men 8 er mere end nok. 

5. Nu skal der bores! Bor et hul med 8mm boret for hver markering du har lavet på stammen. Hvilken vej "grenene" skulle pege besluttede jeg hen ad vejen på øjemål, men man kan sagtens lave træet mere symmetrisk eller evt bore hullerne i en spiralform. Gør det, du synes er pænest. Når du har boret et hul burde du kunne stikke dine 8mm rundstokke igennem. Start med de længste nederst, så træet bliver smallere mod toppen, ligesom et rigtigt juletræ. Brug evt. en klat trælim i hullet, hvis du ikke vil kunne pille træet fra hinanden. Jeg brugte ikke trælim, da jeg gerne vil kunne tage "grenene" ud når det skal opbevares til næste jul. 










Så har du jo et juletræ! Sæt træet på plads i stuen, og pynt det. 





Hvis man har lyst, kan man sagtens male eller lakere juletræet. Lige nu er jeg ret vild med det lyse, naturlige look, men jeg kunne godt finde på at male det gråt eller sort til næste år. Mulighederne er mange!

Ladies, lad jer ikke afskrække af at jeg satte min mand til at arbejde for mig - hvis I kan bruge en boremaskine kan I uden problemer lave det helt selv! Og hvis I ikke kan bruge en boremaskine, synes jeg I skulle få det lært! Det er nemt og super praktisk at kunne, fx når der skal hænges billeder op.



Hvad synes du? Vil du også lave dit eget juletræ?

// Lea



0 kommentarer:

Søg i denne blog

Om Bloggen

I tænker måske, hvad står MTOTFLS for? Det er egentlig ret simpelt. M står for mandag, T for tirsdag, O for onsdag osv.

Bloggen er en livstilsblog med en blanding af DIY, opskrifter, fotografering og andre ting vi får vores hverdag til at gå med.

Etiketter

Opskrift (103) inspiration (53) DIY (52) bagværk (37) Jul (26) Dessert (25) Kage (22) aftensmad (22) sommer (18) Efterår (17) Efterårsmad (17) Snack (17) Advent (16) Morgenmad (16) indretning (13) chokolade (11) Hækle (10) Foto (9) Garn (9) julepynt (9) forår (8) guide (8) sommermad (8) æbler (8) Gaver (7) Papir (7) naturensspisekammer (7) brunch (6) forret (5) Brombær (4) Hasselnødder (4) Rejse (4) frokost (4) varme drikke (4)

Følg os på Bloglovin'


Følg os på Instagram

Pin it!

Om os

Om os
Lea & Ann
Leveret af Blogger.