fredag den 26. juni 2015

Oplev Stratford-Upon-Avon


Sidst i maj var jeg på en uges ferie i England og Wales. De første par dage blev brugt på at udforske London, og selvom et par dage selvfølgelig er alt for lidt tid, så skulle vi hurtigt videre - vi havde mange flere byer at opleve den korte uge vi var afsted. Vi havde lejet en bil, og efter London kørte vi videre til Stratford-Upon-Avon - en lille by ca. 2 timers kørsel derfra. 


Stratford-Upon-Avon er mest kendt for at være Shakespeares fødeby, og er også der han ligger begravet. Vi havde billetter til Shakespeare stykket "The Merchant of Venice" på The Royal Shakespeare Company, hvilket jeg helt sikkert vil anbefale, men selv hvis man ikke er til Shakespeare teater, så er byen stadig værd at besøge hvis man befinder sig i nærheden. 

Vi boede på The Blue Boar Inn lidt uden for byen - en rigtig hyggelig kro med mad og beværtning, samt en bar med et ganske udmærket udvalg af øl. Vi var virkelig tilfredse med at bo der, og ville gerne have været der længere end den ene nat vi tilbragte der. 




Hvem kunne ikke tænke sig at vågne til denne udsigt?

Inde i selve Stratford-Upon-Avon ligger selvfølgelig Royal Shakespeare Company og Shakespeares grav. Hans grav er placeret inde i Holy Trinity Church, som ligger en 5 minutters gåtur fra Royal Shakespeare Company. Man kan gå fra Royal Shakespeare Company ned gennem parken, ad stien langs vandet, og så kommer man op til kirken. Indgangen til kirken ligger ude ved vejen oppe til højre for stien, og selvom det er gratis at komme ind, bliver der opfordret til at give en lille donation mens man er der. 

Selve teaterstykket var selvfølgelig højt på vores liste, men lige så højt var muligheden for at få traditionel, britisk High Tea. Royal Shakespeare Company har op til flere restauranter, og vi havde bestilt bord på deres Rooftop Restaurant til en omgang High Tea inden vi skulle se teater. Eftersom vi kun kunne få en plads sidst på eftermiddagen (det kan betale sig at reservere bord i god tid, gerne nogle uger før) satsede vi på, at vi kunne blive mætte nok til ikke at skulle spise aftensmad inden teaterstykket. Og det var et godt sats! Til hver person var der 4 forskellige sandwiches, 2 scones med jordbærsyltetøj og clotted cream, samt 5 slags kage, en kaffe-chokolademousse og ca. 3 kopper te. Spoiler alert: vi kunne ikke spise op.







Prisen synes jeg også var rimelig - ₤28 for 2 personer. Om du bestiller bord på Rooftop Restaurant i Stratford-Upon-Avon eller finder et sted i London, så und dig selv at få en omgang High Tea hvis du er i England. Det er  lækkert! 

Selve Royal Shakespeare Company ligger nede i begyndelsen af parken, på den anden side af floden. Dette betyder at man ikke kan køre i bil hen til bygningen, hvilket forvirrede os en del da vi ankom. Hvis man dog følger skiltene til teater-parkering, kommer man hen til en stor (og billig) parkeringsplads, hvorfra man så kan gå ned til floden på et par minutter. Vi var i Stratford en mandag, og der var rigtig mange boder og telte sat op hen langs floden. Vi havde desværre ikke tid til at udforske markedet, men stemningen var helt i top. Vi gik også forbi en sommerfuglefarm, så uanset hvad man er til er der rigeligt med attraktioner og seværdigheder i byen. Og hvem kan stå for en by der har en flod fyldt med husbåde? Jeg kan hvertfald ikke. 







Så hvis England er på tapetet til en sommer- eller efterårsferie, så overvej at slå vejen forbi charmerende Stratford-Upon-Avon. Jeg er hvertfald sikker på, at jeg skal forbi igen engang!

// Lea

0 kommentarer:

Søg i denne blog

Om Bloggen

I tænker måske, hvad står MTOTFLS for? Det er egentlig ret simpelt. M står for mandag, T for tirsdag, O for onsdag osv.

Bloggen er en livstilsblog med en blanding af DIY, opskrifter, fotografering og andre ting vi får vores hverdag til at gå med.

Etiketter

Opskrift (103) inspiration (53) DIY (52) bagværk (37) Jul (26) Dessert (25) Kage (22) aftensmad (22) sommer (18) Efterår (17) Efterårsmad (17) Snack (17) Advent (16) Morgenmad (16) indretning (13) chokolade (11) Hækle (10) Foto (9) Garn (9) julepynt (9) forår (8) guide (8) sommermad (8) æbler (8) Gaver (7) Papir (7) naturensspisekammer (7) brunch (6) forret (5) Brombær (4) Hasselnødder (4) Rejse (4) frokost (4) varme drikke (4)

Følg os på Bloglovin'


Følg os på Instagram

Pin it!

Om os

Om os
Lea & Ann
Leveret af Blogger.